Klippe-filosofi

Vi designer klipninger med øje for, at de skal fremhæve det unikke og smukke ved dig.

Teamet i lab48c kommer forskellige steder fra, og vi har hver vores baggrund. Men fælles for os er, at vi alle har den danske 4-årige frisøruddannelse, og at vi hver især bringer mange års erfaringer med os. Og i vores frisør” lab” er vi fire erfarne frisører med en bred vifte af viden og forståelse for, hvor vigtigt det er, at vi hele tiden udvikler os, både hver for sig, og sammen som enhed.

Vi har en passioneret nysgerrighed for udviklingen i vores arbejde, derfor bruger vi som team meget tid på at træne klippeteknikker på hårmodeller. På den måde kan vi forene vores styrker, dele ud af erfaringer fra vores forskellige kilder, og finde en fælles rød tråd. Det er til gavn for vores kunder, da vi dygtiggør hinanden i at designe det smukkeste hår, og bringe det bedste frem i klipningen. For at kunne det har vi fundet inspiration i Vidal Sassons klippeteknikker.

Sassoons filosofi er i bund og grund en meget trænende tilgang til klipninger, hvor vi også taler meget om, hvad vi hver især ser i personen i stolen, før vi starter en klipning. Sassoons klippeteknikker er udviklet til at skabe form, klædelighed og fremme det bedste i hårets struktur.

Vi er specialister på vores område

Den perfekte idé til en smuk klipning opstår, når vi observerer og lytter til kunden i stolen.

Vi vil gerne hjælpe vores kunder til at forstå deres hår bedre. Derfor starter vi altid med en grundig dialog om kundens type og hårtype. Vi kigger på kropsformer, ansigtsformer og på hårets tilstand. Vi ser altid på håret med nye øjne og snakker om, hvad der skal nedtones og hvad der skal fremhæves.

Vi er specialister på vores område. Med vores stærke klippeteknikker og gennemarbejdede håndværk skræddersyer vi klipninger med et personligt præg, som vokser ud på smukkeste vis. Håret skal være bevægeligt, naturligt, praktisk og håndgribeligt for personen selv.

Vi vejleder altid vores kunder i hårpleje, styling og efterbehandling. Grundet formen vi har skabt i håret, kan du lære at ”embrace” dit hår, uden det kræver en daglig kamp.

I lab48c investerer vi hver anden uge en halv dag til at træne, udvikle og udfordre hinanden i konsultationen og klippeteknikken. Ud over det tager vi alle et længerevarende kursus i sassoon klippeteknikker flere gange årligt. Dette element gør os til et fagligt passioneret team med stor ekspertise.

Book en tid
Læs om vores farve-filosofi